Denne fantastiske vimeo er en gave til vores projekt fra den amerikanske organisation: Our Ladakhi Sisters www.olscharity.org – som startede med at støtte os allerede sidste år. Anita Bajpay, som er bestyrelsesmedlem, rejste sidste år til Ladakh for at fremstille en dokumentar om Efterskolen i Phyang. Formålet med vimeoen er at skaffe penge til at hjælpe vores projekt. En stor tak til instruktør Eshan Bay, producent Anita Bajpay, Filmfotograf Jigmet Wangchuck og redaktør Steve Holloway.
Sommer 2019
For mig blev juli måned atter en begivenhedsrig måned, og atter i år var det Air India, som sørgede for, at jeg kom godt frem og tilbage. Jeg vælger nu dette flyselskab, da jeg har en direkte flyvning Kbh./Delhi, men mest af alt fordi jeg må have 46 + 8 kg. bagage. Det er super, fordi jeg hvert år har rigtig mange ting og tøj med til vores elever. I år var det især varmt tøj til pigerne, der blev medbragt, da vejret i området var koldere end normalt. Men en stor del af de mange kilo blev brugt til perler, hækle/strikkepinde, garn og rigtig meget stof. Det meste samlet og doneret af personer, der bakker op om projektet, hvilket både piger, medarbejdere og jeg siger mange tak for.
Med alle de mange flotte materialer kom der gang i mange forskellige kreative aktiviteter. Den enkelte pige fik ansvar for hver sin aktivitet, så det dermed var muligt at sætte gang i meget. En blev ekspert i at lave øreringe, en anden i hækling osv. Endelig kom symaskinerne i brug, og alle fik kørekort til symaskine.
Undervisningen i tilskæring optog pigerne meget – jeg tør næsten sige – at det er de mest lydhøre elever, jeg nogensinde har haft. Der blev syet små punge/tasker, hvor de mest simple teknikker blev indøvet, - så de også kan bruge symaskinerne, når jeg ikke er tilstede.
Det var så stor en succes, så jeg har besluttet at skaffe penge til et par maskiner mere.
Af de mange forskellig flotte elevproducerede ting fik pigerne lov til at vælge en af hver slags til dem selv. Resten blev solgt ved den årlige Festival i klosteret, og til alles store overraskelse og tilfredshed fik pigerne solgt for 21000 Rs. = ca. 2.100 Dkr. Det blev så stor en øjenåbner for pigerne, at man kan tjene penge på håndarbejde, at det har giver tid til eftertanke – og motivation!
Den store opbakning fra militæret fortsætter. Rent faktisk ligger der et beløb i deres budgetter til brug ved støtte af lokalbefolkningen. Det har betydet for os, at vores økonomi ikke er lige så presset i h. t indkøb af ris og bønner.
Ligeledes hjælper de os med vand, som er et rigtig stort problem i Ladakh, hvor den globale opvarmning er så kraftig, at mange er bekymrede for fremtiden. Læs også, om den sponserede tur i Januar her sidst i nyhedsbrevet.
I maj måned meddelte Angmo, som er vores skoleleder, at hun ønskede at trække sig tilbage for at passe på og tage sig af sin familie. Vi har haft et super samarbejde med Angmo siden nov. 2011, og hun har skabt den skole, vi har i dag. Det skylder vi hende og ikke mindst hendes mand en meget stor tak for.
Som ny skoleleder har vi ansat Anushka Choudhary. Hun er fra Bihar, universitets uddannet psykolog og været volunteers i 2016 på vores skole. Jeg har været sammen med hende under hele mit ophold – og fik et rigtig godt indtryk af hende. Det tegner godt!
Angmo er blevet valgt ind i vores bestyrelse, som vicepræsident. Hun indgår i et super samarbejde med Anushka, som selvfølgelig har brug for støtte især i f. t det praktiske.
I vores bestyrelses har vi haft et generationsskifte.
Vores præsident Konchok Phanday er i dag 78 år gammel. Han har været med fra den spæde begyndelse af dette projekt. Han har ydet en kæmpe indsats og været min forlængede arm i Ladakh.
Han havde dette år et ønske om at stoppe som præsident, men ønsker stadig at være tilknyttet vores projekt.
Jeg skylder Konchok en meget stor tak. Det var ham, der fik mig overtalt til at starte dette projekt – og det var også ham, der bakkede op i de første svære år, hvor vi skulle have alle tilladelserne i hus.
Han vil altid være en del af vores skole!
Vi har været så heldige at finde en god afløser for Konchok.
Den nye præsident hedder Sonam Angchok. Han er Agricultural Officer i Ladakh og er en meget respekteret person.
Vi byder ham stort velkommen og håber på et super samarbejde.
De bedste hilsner og stor tak for opbakningen,
Lissi Braae
ITBP 24 B / N (Indo tibetansk grænsepoliti) tog os i en uges lang tur til Delhi og Ahemdhabad.
Vi var 30 studerende og to medarbejdere, Kunzes og Phunchok.
Ud af 30 studerende havde 27 elever deres første flyoplevelse i deres liv - de havde ikke en gang været tæt på en flyvemaskine før.
Den 7. januar 2019 fløj vi til Delhi.
Der fik vi mulighed for at besøge Zoological National Park, Red Fort, Gandhiji's Tomb, India Gate, tibetanske marked og Select City Mall.
Herefter tog vi toget til Ahemdhabad (Gujarat) - Og igen, for de fleste af eleverne - var det deres første togoplevelse nogensinde.
Det tog hele natten at komme til Ahemdhabad.
Der fik vi mulighed for at besøge Vikram Sarabhai Apace Udstilling, Kankaria Lake, Toy Train, Sabarmati Ashram (grundlagt af Gandhiji), Adalaj Stepwell, Jain Temple, hovedmarked og et indkøbscenter.
Vi fløj tilbage fra Ahemdhabad til Delhi og til Leh (Ladakh).
Det har virkelig været en meget stor oplevelse for os alle. Vi nød hvert øjeblik - og vi fik også mulighed for at spise lækker mad😊.
Vi skylder ITBP 24 Bataljonen en meget stor tak. De organiserede og gav os denne ugelange tur. Ligeledes takker vi Angmo og Dr. Tundup, som gjorde denne tur mulig.
Efter min mening er en sådan oplevelse virkelig god for vores elever, hvor de fleste af dem ikke har råd til at komme udenfor Ladakh.
Sådanne erfaringer gør dem mere vidende og mere opmærksomme.
En STOR tak fra,
Kunzes Tsering
Lærer